Mine oste skal være mindst lige så gode som de konventionelle. I virkeligheden er de bare bedre.

 

Vores oste

Vi køber direkte hos mejerier og producenter, mange af dem har vi besøgt, og gennem et europæisk netværk i Nürnberg skaffer vi de udenlandske varer. For mig er der kun én Emmentaler, den stammer fra den schweiziske dal af samme navn, er tilvirket af råmælk og hulelagret i et år. På samme måde findes der kun én Roquefort, den hulelagrede Papillon af råmælk, og blandt brieoste er Brie de Meaux kongen.

Ostene opbevares og modnes langsomt i et kølerum ved 3,5 grader. Blandt specialiteterne kan nævnes vores Stilton, der tilbringer 4 måneder i portvin. Vores Parmesan af råmælk er altid minimum 2 år.

Det er en glæde, at danske osteproducenter gør sig umage i disse år. Her kan nævnes Thise Mejeri, Øselunds gedeost og Osteriet Hinge. Interessen for fåremælksost og gedeost er markant stigende, og vi har 30 forskellige valgmuligheder.